Denne saftige vegetar-lasagne består af et svampelag baseret på østershatte og portobellosvampe, en klassisk hvid bechamelsauce, hjemmelavede lasagneplader, et lag aubergine og til slut toppet med revet ost. Retten er ideel for både vegetarer og ikke-vegetarer, da den er så smagfuld og mættende at man slet ikke behøver kød.
Man kan sagtens erstatte de hjemmelavede lasagneplader med købte.
Lasagnen kan serveres med en frisk salat.
Svampelasagne
Ingredienser
Lasagneplader
- 1 æg
- 100 g hvedemel
- Eller ca. 8 færdiglavede lasagneplader
Aubergine-lag
- 1/2 aubergine, skåret i tynde skiver på langs
- 1 spsk olivenolie
Svampesauce
- 1 løg, hakket
- 1 fed hvidløg, finthakket
- 1 spsk olivenolie, ekstra jomfru
- 300 g blandede svampe, fx. portobello, østershatte, kejserhatte eller champignon, i tern
- En lille håndfuld timiankviste, friske
- En lille håndfuld basilikumblade, friske
- 1 tsk oregano, tørret
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 lille dåse tomatpuré
Bechamelsauce
- 3 spsk smør
- 3 spsk mel
- 4,5 dl mælk
- Salt
- Peber, friskkværnet
- Muskatnød, revet
Topping
- 150 g mozzarella, revet
Sådan gør du
Lasagneplader
- Bland æg og mel med en gaffel i en stor dyb tallerken. Hæld blandingen ud på et rent bord. Ælt godt igennem indtil dejen er smidig og alt melet er indtaget. Alternativt kan dejen komme i en røremaskine i ca. 10 minutter.
- Put dejen i husholdningsfilm og lad hvile på køkkenbordet i 30 minutter.
Aubergine-lag
- Auberginen skylles og skæres i skiver på langs.
- Hæld olivenolie på en varm grillpande og steg aubergineskiverne til de får en fin stegefarve på begge sider. Sæt aubergineskiverne til side.
Svampesauce
- Hak løg og hvidløg fint og skær svampene i tern af ca. 1x1 centimeter.
- Hæld olivenolie på en wokpande og tænd op på middel-høj varme. Steg løg og hvidløg i 2-3 minutter.
- Tilføj svampene og steg i ca. 5-7 minutter til de tager farve.
- Skru ned på middelvarme og tilføj tomatpure, dåsetomater, krydderier og smag til med salt og friskkværnet peber. Lad simre i 5 minutter og tag af varme.
Bechamelsauce
- Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Tag gryden af varmen og hæld mælken i.
- Sæt over varmen igen og kog op. Smag til med salt, friskkværnet peber og muskatnød.
Lasagneplader
- Når dejen har hvilet, føres pastadejen igennem en pastamaskine eller alternativt rulles ud med en kagerulle. Dejen skal rulles ud til ca. 1 millimeter i tykkelsen. Husk at tilføjes godt med mel på bordpladen - også inden den skal igennem pastamaskinen. Ellers klistre den sammen.
Sammensætning af lasagnen
- Smør et ildfast fad af ca. 24x24 cm.
- Opbyg lasagnen i følgende rækkefølge: 1) Svampesauce først 2) bechamelsauce 3) lasagneplader. Det andet lag skiftes lasagnepladerne ud med aubergine-skiverne. Lasagnen sluttes af med svampesauce og bechamelsauce.
- Toppes med revet ost.
Bagning
- Bag lasagnen ved 200 grader i ca. 30 minutter.
Noter
Lasagnen kan sagtens fryses.
Prøv gerne at lave en lidt sundere lasagne ved at udskifte lasagnepladerne med udelukkende aubergine skiver.