
Der er noget helt særligt ved at komme hjem fra skoven med kurven fuld af flotte Karl Johan-svampe. På min seneste svampetur var jeg heldig at finde rigtig mange, og så begyndte planerne hurtigt at tage form i køkkenet.
Nogle af svampene endte i en cremet karl johan pasta, andre blev brugt til risotto, og en portion blev tørret og gemt til senere, hvor de skal bruges i en god Karl Johan-svampesauce. De sidste friske svampe blev til denne helt enkle svampetoast, som endte med at blive den perfekte lette frokost.
Hvis du selv har været ude og sanke Karl Johan, kender du sikkert også den lille lykkefølelse, når man pludselig får øje på en flot svamp mellem blade og mos. Og når man først kommer hjem med kurven fuld, kan det næsten være svært at beslutte, hvad de skal bruges til først. Her får svampene lov til at være hovedpersonen med smør, lidt timian, parmesan og sprødt ristet brød. En enkel måde at få mest muligt ud af de friske svampe på.

Karl Johan er en af de svampe, jeg altid bliver ekstra glad for at finde. Den er fast i kødet, har en mild, nøddeagtig smag og kan bruges til næsten alt i køkkenet. De helt friske og faste eksemplarer er fantastiske at stege på panden, mens de lidt større svampe er oplagte at tørre.
Få mere ud af sanketuren
Er du også blevet bidt af at gå på jagt efter svampe og andre spiselige ting i naturen? I min sankeshop har jeg samlet lidt forskelligt til næste tur i skoven – fra sankekurve og svampebøger til plakater og andre ting inspireret af naturens spisekammer.
-
Flåtfjerner
Udstyr 60,00 kr. -
Spiselige VILDE PLANTER 3. udgave
Bøger 99,00 kr. -
Svampekurv i pil “Clinton” (42 cm)
Kurve 399,00 kr. -
Foldbar Svampekniv med Børste i Ædeltræ
Udstyr 199,00 kr.

Svampetoasten er helt enkel at lave, og netop derfor får Karl Johan-svampene lov til at smage af mest muligt. Svampene renses og skæres i mindre stykker, inden de steges i smør ved god varme, til de bliver gyldne og får lidt stegeskorpe. Til sidst tilsættes skalotteløg, hvidløg og frisk timian, og det hele smages til med salt, peber og en smule citron. De varme svampe fordeles på sprødt ristet brød og toppes med fintrevet parmesan og lidt ekstra timian.
Det er sådan en opskrift, hvor få ingredienser gør arbejdet, så længe svampene er gode.
Svampetoast med smørstegte Karl Johan svampe
Ingredienser
- 200 g friske Karl Johan svampe
- 2 skiver godt toastbrød f.eks. brioche
- 25 g smør
- 1 fed hvidløg
- 1 lille skalotteløg
- Lidt citronsaft
- Frisk timian
- Friskrevet parmesan
- Salt
- Friskkværnet peber
Sådan gør du
- Børst svampene rene, skær eventuelle dårlige dele væk, og skær dem i mundrette stykker.
- Smelt smørret på en varm pande. Tilsæt svampene, og steg dem ved god varme i 6-8 minutter, til de er flot gyldne.
- Hak skalotteløg og hvidløg fint, og tilsæt dem sammen med lidt frisk timian. Steg videre i 1–2 minutter.
- Smag til med salt, friskkværnet peber og et lille skvæt citronsaft.
- Rist brødet på en tør pande, i ovnen eller i en brødrister, til det er sprødt og gyldent.
- Fordel de varme svampe på det ristede brød, og top med fintrevet parmesan og frisk timian.
- Server med det samme.
Noter

Til sidst er der kun tilbage at nyde resultatet, helst mens svampetoasten stadig er lun, og svampene er helt friskstegte. Hvis du selv har været i skoven efter Karl Johan, er det en ekstra god måde at få glæde af dagens fund på.
Husk altid, at du skal være helt sikker på din svampeidentifikation, før du spiser vilde svampe. Er du i tvivl, så lad svampen stå eller få den vurderet af en erfaren svampekender. Det er aldrig værd at tage chancen.



