Hovedretter

Kantarelpizza med hjemmelavet tomatsauce, trøffelolie og parmesanost

kantarelpizza

Kantareller på pizza er altid en god idé. I denne opskrift bruger jeg, udover kantareller, trøffelolie og parmesanost af god kvalitet. Det er virkelig en lækker pizza! Jeg bruger for det meste kantareller, som jeg selv har fundet i naturen, men du kan selvfølgelig altid købe dem, hvis de sælges i burtikker nær dig.

Når jeg laver min egen pizza, laver jeg altid tomatsaucen fra bunden, da jeg klart foretrækker smagen fremfor færdiglavet sauce. Og så tager det ikke engang særlig lang tid at lave. Hvis du alligevel af en eller anden grund ikke har lyst til at lave tomatsovsen selv, kan du altid bruge færdiglavet tomatsauce fra supermarkedet.

Kantarellerne der blev brugt til denne opskrift fandt jeg i Sverige. De var så saftige og farverige, da det havde regnet meget i de foregående uger. Der er ikke noget bedre end at finde svampe i naturen, og lave et skønt måltid ud af det! 

Nyd denne skønne kantarelpizza og tag meget gerne et kig rundt på min hjemmeside for flere opskrifter med vild mad og sanke-inspiration. 

Kantarelpizza med hjemmelavet tomatsauce, trøffelolie og parmesanost

Forb. tid 35 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Hævetid 2 timer
Samlet tid 2 timer 45 minutter
Ret Hovedret
Antal 2 pizzaer

Ingredienser
  

Dej

  • 2,5 dl lunkent vand
  • 0,5 tsk sukker
  • 1,5 tsk salt
  • 1 spsk tørret gær
  • 1,5 spsk olivenolie
  • 200 g hvedemel
  • 200 g durummel

Topping

  • 200 g kantareller
  • Mozzarella, revet
  • Parmesanost, friskrevet
  • Trøffelolie

Tomatsauce

  • 250 g friske tomater
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 fed hvidløg
  • 10 basilikumblade
  • 2 tsk oregano, tørret
  • 1 tsk groft salt
  • 1 tsk sukker

Sådan gør du

Dejen

  • Bland vand, sukker og tørret gær i en mellemstor skål og rør grundigt rundt, indtil gæren er opløst. Vent på, at gæren aktiveres (bobler) efter ca. 10 minutter.
  • Tilsæt salt og olivenolie.
  • Tilsæt hvedemel og durummel lidt ad gangen under omrøring. Du kan også bruge en røremaskine med dejkrog.
  • Ælt dejen godt igennem.
  • Lad den hæve i 2 timer tildækket med et viskestykke.
  • Hæld lidt mel på køkkenbordet, og del dejen i 2. Tryk forsigtigt dejen ud med fingrene. Brug ikke en kagerulle, da al luften i dejen vil forsvinde.

Tomatsauce

  • Blend alle ingredienser i en blender.
  • Fjern evt. lidt af væsken, så saucen ikke bliver for vandig.

Lav pizzaen

  • Fordel tomatsaucen i et tyndt lag ud på dejen. Fordel herefter revet mozzarellaost og kantarellerne.
  • Bag pizzaen nederst i ovnen højest mulige grader i ca. 8-12 minutter afhængig af ovnens varme. Pizzaen er klar, når bunden er gyldenbrun.
  • Servér pizzaen med friskrevet parmesan og dryp med trøffelolie.
Keyword kantareller

Write A Comment

Bedømmelse