Saftig, sød og spicy østerhat-burger med vårsalat, tomater, rødløg og chili-mayo. Denne vegetarburger er super nem at lave og er fyldt med smag. Den kan også laves på en hverdagsaften.
Østershatte er en vintersvamp, som kan findes vildt i den danske natur. De vokser ofte på døde eller halvdøde træstammer. Østershatte dyrkes også kommercielt, og de kan derfor også tit findes i supermarkeder året rundt. Både vilde og dyrkede østershatte kan bruges til denne opskrift.
Du kan også udskifte østershattene med andre svampe så som shiitake, champignoner, portobello eller lave et mix.
Østershattene bliver stegt på panden i en generøs mængde olie, hvorefter de bliver forkælet i smør, hvidløg og honning. Dette giver dem en dejlig glasering, som passer perfekt i en brioche burgerbolle.
Jeg laver en nem chili-mayo ved at blande en god mayonnaise med en stærk chilisauce. Andre burger-dressinger kan dog sagtens bruges. Der er beregnet to burgere til hver, da disse burgere ikke er ligeså tunge som traditionelle burgere. Dette gør, at man har en rar og let fornemmelse bagefter. Hvis man alligvel er mæt efter den første burger, kan man altid gemme den anden til dagen efter.
Spicy østershat-burger
Ingredienser
Chili-mayo
- 1,5 dl mayonnaise
- 1 spsk stærk chilisauce
Burgerboller
- 8 Brioche boller
Grøntsager
- 1 pose feldsalat
- 4 mellemstore tomater, i skiver
- 1 rødløg, i tynde skiver
Svampe
- Neutral olie
- 500 g østershatte
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk smør
- 1 spsk honning
- Salt og peber
Valgfrit
- Ost i skiver
Sådan gør du
- Bland mayonnaise med stærk chilisauce i en skål. Smag eventuelt til med mere chilisauce, hvis du er til stærk mad.
- Skær tomater og rødløg i skiver og anret dem i et fad sammen med vårsalat.
- Forvarm ovnen til 200 grader varmluft (eller hvad der står på brioche bollernes pakke).
- Varm en stor gryde op med en generøs mængde neutral olie. Skru op på højeste varme.
- Læg østershattene i ét lag på panden, og steg kun lidt af svampene ad gangen. De skal være gyldne på begge sider. Det tager ca. 3-5 minutter. Hvis panden er tør, hældes lidt ekstra olie ved, så de ikke brænder på. Når svampene er færdige hældes de over i et fad, imens de næste svampe steges på samme måde.
- Når alle svampe er stegt gyldne, kommes de alle tilbage i gryden, og der skrues ned for varmen. Tilsæt 2-3 hele hvidløgsfed og en spiseskefuld smør og rør godt rundt. Når smørret er smeltet, fordeles honningen udover alle svampene, og der røres godt rundt.
- Smag til med salt og peber.
- Varm brioche bollerne i ovnen efter pakkens anvisning.
- Server burgeren med chili-mayo på begge sider, vårsalat i bunden, østershatte, tomater og rødløg og eventuelt en skive ost.
1 Comment
Pingback: Stegte østershatte - Nordic Forest Foods